Om Bitsch

Denne side, jorgenbitsch.com, består af forskelligt materiale fra den danske tegner, satiriker, illustrator og tegneserieskaber Jørgen Bitsch.

Pennen er muligvis mægtigere end sværdet, men penslen er mægtigere end pennen, og det har været et konstant kendetegn ved Jørgen Bitsch’ streg siden de første offentliggjorte værker i 1980’erne, at den sorte streg veksler fra det meget tykke til det barberbladstynde – modsat stregen fra en pen, der for det meste har samme montone bredde.

Penslen med den sorte tusch bliver dog til tider afløst af farveblyanter eller maling.

Jørgen Bitsch illustrerede sin første bog i 1991, hvor han også var startet professionelt som bladtegner. I 1990’erne lavede han mange satiriske tegninger og karikaturer i den gammeldags ”dagens tegning”-genre, som i den danske tradition oftest udgøres af et enkeltstående billede med en pointe og eventuelt en taleboble og nogle genkendelige personer, der interagerer med en underliggende forklarende tekst og en rubrik.

Inspirationen var dog i mindre grad traditionen for bladtegning og karikatur. I højere grad var det tegneserietraditionen, den franske såvel som den amerikanske. Den første tegneserie fra Bitsch’ hånd, der nåede et større publikum, kom dog først i 2003.

Han var i 00’erne landets formodentlig mest anvendte retssaltegner, og har dækket talrige drabssager, såvel som samtlige terrorsager og en del andre sager med celebre forbrydere og tiltalte uskyldigheder.

Jørgen Bitsch hader humor og understreger, at ’comics’, det engelske ord for tegneserier, aldrig har skullet forstås som noget sjovt, men snarere er en sammensætning af præfikset ’co-’ (som i co-worker, co-starring og co-operation) og ’mics’, der er den officielle forkortelse for ’microphones’.

Flere udtalelser sammenstillet efter hinanden er derfor en tegneserie: co+mics. Derfor medvirker der en del mikrofoner i Bitsch’ tegneserier, hvor en del forskellige figurer og stemmer kommer til orde.

Han er desuden uddannet kulturhistoriker, som cand. mag. i Europæisk Etnologi, hvor han skrev speciale om den senmiddelalderlige Dødedans (også kendt under betegnelsen Totentanz eller Danse Macabre).

Denne makabre dans, der i ord og billeder fra ca. 1400 til 1800 kom til udtryk i såvel gigantiske vægmalerier som i mere beskedne tryk og i folkloristiske overleveringer var i sig selv en slags tegneserie, og kan ses som en forgænger eller grundform for såvel den moderne tegneserie som den vestlige satiriske tradition. Heri påkaldte og konfronterede Døden de forskellige stænder eller socialklasser og vendte deres status på hovedet. Deres stemme og forsvarsreplik kom til orde, men det var Døden, der som anklager, dommer, bøddel, moralprædikant og social udjævner, var den store autoritet og som forestod en nedrivning af værdighed og rituel mobning, som altid endte i offerets tilintetgørelse – den politiske satirikers drøm.

Hermed tematiseredes senere så centrale begreber i europæisk ideologihistorie; lighed, fri vilje og social mobilitet. Den moderne stats udvikling hænger sammen med den satiriske, hvis grundform tilmed er kultisk og rituel.

Jørgen Bitsch har i de sidste årtier boet på Vesterbro, hvor han i vidt omfang har fulgt bydelens kedelige forandring fra selvdestruktiv og misbrugsbaseret slum til sund, selvtilstrækkelig og økologisk livsstil. Modstanden mod byfornyelsen er afløst af glæden ved gulvvarme, løbesoden er afløst af løbeture i parken og selv kaffen og cigaretterne er blevet fairtrade helsetrip.

En udbredt misforståelse: Tegneren Jørgen Bitsch (født efter velcrolåsen blev opfundet) er ofte blevet forvekslet med den noget ældre opdagelsesrejsende af samme navn. Denne Jørgen Bitsch (1922-2005) skrev bl.a. om sine besøg hos hovedjægerne på Borneo og Jivaro-indianerne i Amazonas og var i en årrække formand for Eventyrernes klub. Men især var han kendt for sin filmatiserede kamp mod en kæmpe-anaconda, hvis autencitet blev anfægtet af enkelte skeptikere, men som dog skulle være ægte nok. Folk over hele verden lader til at være overbevist. Som tegneren forklarer:

– Når jeg ude i byens natteliv møder eksotiske piger fra Sydamerika, Afrika eller Asien, starter de som regel med at spørge: ”Are you the guy with the anaconda?” Og for at slippe for lange og tidskrævende forklaringer på tværs af sproglige barrierer, svarer jeg af og til: ”Yes I AM the guy with the anaconda!” Glæden i deres øjne er ikke til at tage fejl af, og jeg må med en vis benovelse konstatere, at den gamle eventyrers grænseoverskridende bedrifter har forplantet sig i urskoven i generationer.