Lawman
LAWMAN er en superhelteserie, der henter sit udtryk fra den amerikanske Golden Age fra 1930’erne, 40’erne og 50’erne, hvor Lov og ordensforkæmpere bekæmper samfundsundergravende superskurke.
LAWMAN serien har opdateret denne rollefordeling til moderne samfundsforhold, og det sker med et dobbelt sigte: Den sort-reaktionære mentalitet i den klassiske superheltegenre udstilles samtidig med, at den moderne politiske propaganda, som den kendes i bl.a. ’Krigen mod Terror’ med dens påstand om ’de gode mod de onde’ og dens ligegyldighed overfor retssikkerhed, afsløres som infantil PULP.
LAWMAN var oprindelig tænkt lanceret som en daglig fortsat avisstribe, hvorved det ville være en genoplivning af den klassiske continuity-stribe, som blomstrede i midten af det 20. århundrede og som døde omkring 2000.
LAWMAN blev dog i stedet til en udgivelse som album i 2008 med 4 striber pr. side og en splashpage forud for hver episode. Sådan var det også i ’Guldalderen’, hvor serier som Batman og The Spirit fandtes i såvel hæfteform som avisstribeform.
LAWMAN er tegnet af Jørgen Bitsch og skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff.
LAWMAN havde en lang tilblivelse, idet samarbejdet mellem tegner og forfatter var afbrudt af pauser. Seriens politiske indhold dækker således det meste af 00’erne.
Albummet har 5 historier: 1.) LAWMAN THE ORIGIN STORY – produceret efteråret 2002. LAWMAN OG ’DEMONSTRANTERNE’ er fra december 2002-januar 2003. 3.) LAWMAN I IRAK er fra januar-april 2003. 4.) LAWMAN OG DEN NYE ORDEN fra april-maj 2003 (med tilføjelse 2007) 5.) LAWMAN OG TERRORISTERNE produceret fra december 2007-april 2008. Seriens farvelægning samt de 5 splashpages og forsiden er fra 2008.